Indkaldelse

Den dømte indkaldes til afsoning fra det kriminalforsorgsområde, hvor afsoningsstedet ligger. Man får som regel en måneds varsel, men i visse tilfælde gives der kun 10 dages varsel..

Man afsoner i videst muligt omfang tæt på sin bopæl af hensyn til familien. Det er dog ikke altid muligt at følge dette princip, for eksempel på grund af pladsmangel eller fordi en dømt skal tilbydes et bestemt behandlingsforløb.

Dine ejendele

I indkaldelsen får man besked om, hvad man må have med, og hvad der er forbudt. Reglerne er forskellige mellem åbne og lukkede fængsler. Generelt kan man medbringe personlige ting som tøj og billeder. Man må ikke medbringe:

  • mobiltelefon og udstyr hertil (oplader, kabler, sim-kort m.v.)
  • computer, modem og udstyr hertil
  • kameraer, kikkerter og lignende
  • alkohol og narkotiske stoffer
  • medicin
  • genstande, der kan bruges som våben
  • tøj, der kan virke som magtdemonstration
  • tøj med racistiske symboler eller slogans
  • i lukkede fængsler må man ikke medbringe radio eller tv, pas og genstande, der kan bruges som penge, altså kreditkort, checks og lignende.