Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Om kriminalforsorgen > Nyt og presse > Nyheder > > Justitsministeren fejrer nyuddannede fængselsbetjente fra hele landet

Justitsministeren fejrer nyuddannede fængselsbetjente fra hele landet

Maj 17, 2023

For første gang fejres alle kriminalforsorgens nyuddannede fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre på samme dag. Justitsminister Peter Hummelgaard og kriminalforsorgens direktør lykønsker og overrækker eksamensbeviser.

Mandag den 22. maj uddeler justitsminister Peter Hummelgaard og direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen, eksamensbeviser til 47 nyuddannede fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre fra hele landet.

Overrækkelserne finder sted på kriminalforsorgens uddannelsescentre i Birkerød og Møgelkær. Pressen er inviteret fra kl. 9.15 i Birkerød og kl. 15.15 i Møgelkær.

– Fængselsbetjente og deres kolleger i landets fængsler og arrester går hver dag på arbejde for at sikre vores alle sammens tryghed og sikkerhed. Det kræver en stor faglighed at håndtere nogle af landets mest hårdkogte kriminelle og samtidig hjælpe de indsatte, der har vist viljen til at ændre sig, til at finde vej til et liv uden kriminalitet. Derfor er der i dén grad grund til at fejre alle de dygtige mennesker, der har valgt at uddanne sig til fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre. De har min dybeste respekt, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Foruden justitsministeren og kriminalforsorgens direktør deltager pårørende, uddannelsesledere, undervisere og repræsentanter fra institutioner, områdekontorer og Fængselsforbundet.

Det er første gang, at alle landets nyuddannede, uniformerede medarbejdere fejres på samme dag. Tidligere var der mindre fejringer hvert kvartal og på hver skole. Den fælles, større fejring én gang årligt understreger, at det er en helt særlig dag for dimittenden, men også for kriminalforsorgen, fortæller direktør Ina Eliasen:

– Jeg synes, at det er vigtigt at fejre vores nyuddannede fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre. Det er svært at blive optaget på skolen, og derfor skal det fejres, når de er kommet godt igennem. Det skal vi gøre noget særligt ud af, og vi gør det ekstra festligt med én stor årlig fejring. At justitsministeren deltager gør selvfølgelig også dagen til noget særligt, siger direktør Ina Eliasen.

Foruden overrækkelse af eksamensbeviserne vil der være musik, taler samt lidt mad og drikke.

Programmet er som følger:

Birkerød:

09.30

Programmet går officielt i gang

09.45

Velkomst v. uddannelsesleder, Ole Richter

9.50

Tale v. justitsminister Peter Hummelgaard

10.00

Tale v. direktør Ina Eliasen

10.10

Overrækkelse af eksamensbeviser til dimittender

11.10-11.25

Mulighed for interviews med justitsminister Peter Hummelgaard og direktør for kriminalforsorgen, Ina Eliasen

 Møgelkær:

15.30

Programmet går officielt i gang

15.45

Velkomst v. uddannelsesleder, Gitte Holmen Møller

15.50

Tale v. justitsminister Peter Hummelgaard

16.00

Tale v. direktør Ina Eliasen

16.10

Overrækkelse af eksamensbeviser til dimittender

17.10-17.25

Mulighed for interviews med justitsminister Peter Hummelgaard og direktør for kriminalforsorgen, Ina Eliasen

Fakta om skolerne:

Kriminalforsorgen har permanente skoler i Birkerød, Nykøbing Falster og Møgelkær ved Horsens.

Kriminalforsorgen har, som en del af flerårsaftalen 2022-25, derudover oprettet pop-up-skoler i Odense og Esbjerg.

Næste optag på kriminalforsorgens uniformerede uddannelser (fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester) er til august. Alle indkomne ansøgninger vil blive behandlet frem mod slutningen af juni med henblik på at sikre det højest mulige antal optagne elever til uddannelsesstart i august.

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail