Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Om kriminalforsorgen > Nyt og presse > Nyheder > Driften i kriminalforsorgen normaliseres helt

Driften i kriminalforsorgen normaliseres helt

Maj 25, 2021

Den 25. maj bliver de resterende COVID-19-restriktioner i kriminalforsorgens institutioner afviklet, og driften vil herefter foregå på normal vis.

Den 25. maj bliver de resterende COVID-19-restriktioner i kriminalforsorgens institutioner afviklet, og driften vil herefter foregå på normal vis.

Efter mange måneder med COVID-19-restriktioner i kriminalforsorgens institutioner afvikles de resterende restriktioner, og kernedriften vil den 25. maj være tilbage til normalen. Dermed udmøntes tredje og sidste fase i den faseopdelte normaliseringsplan, der skal ses i sammenhæng med de nationale genåbningsplaner og den generelle smitteudvikling i samfundet. Kriminalforsorgen har i den forbindelse vurderet, at den planlagte afvikling af restriktioner er forsvarlig.

”De restriktioner, som har været nødvendige at indføre under pandemien, har været indgribende for de indsatte og deres familier, og derfor er det rigtig positivt, at vi nu kan afvikle de resterende restriktioner, og vende tilbage til en næsten normal hverdag. Vi holder dog fortsat øje med smitteudviklingen i kriminalforsorgens institutioner, og følger situationen tæt,” siger kriminalforsorgens direktør Ina Eliasen.

Kriminalforsorgen følger fortsat myndighedernes retningslinjer i forhold til forsamlinger, afstand, mundbind med videre, og udmønter fortsat disse i en kriminalforsorgskontekst ud fra et forsigtighedsprincip.

Fra tirsdag den 25. maj vil resterende restriktioner i kriminalforsorgen være afviklet, og der vil dermed blive åbnet for:

  • At al beskæftigelse kan afvikles på sædvanlig vis under hensyn til gældende sundhedsmæssige anbefalinger.
  • At al udgang kan gennemføres efter de almindelige regler herfor, med vejledning og hensyntagen til sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
  • At samarbejde og aktiviteter med frivillige organisationer kan afvikles på almindelig vis.
  • At alle overværede besøg, herunder besøg til indsatte underlagt brev- og besøgskontrol og besøg overvåget af medarbejdere fra kriminalforsorgen, kan afvikles på normal vis, forudsat at afstandskrav kan overholdes.
  • At gejstlig betjening, kirkelige handlinger, fritidsaktiviteter, biblioteker internetcaféer med videre kan afvikles på sædvanlig vis under hensyn til sundhedsmæssige anbefalinger.
  • At træning kan genoptages i kondi- og fitnessrum, men skal afvikles med fokus på smitteforebyggende tiltag, herunder hyppig rengøring og styring af deltagerantal.
  • At overførsel af indsatte mellem institutioner kan gennemføres efter de almindelige regler, herunder af sundheds-, disciplinære/sikkerheds- og kapacitetsmæssige årsager.
  • At eksterne håndværkere med videre har normal adgang til institutionerne.

Besøgende og eksterne samarbejdspartnere vil fortsat skulle fremvise coronapas ved fremmøde i institutionerne.

“Jeg er meget stolt af den måde, som kriminalforsorgens medarbejdere har håndteret den her svære periode med mange nye procedurer. De har gjort en kæmpe indsats, og jeg er glad for, at hverdagen nu ser normal ud igen,” siger direktør i kriminalforsorgen Ina Eliasen.

Oprindeligt var det ifølge normaliseringsplanen meningen, at fuld normalisering af kriminalforsorgens kernedrift skulle finde sted 24.maj. Grundet pinsen træder ændringerne først i kraft den 25. maj. Der vil dog formentligt være et efterslæb i konkrete sager, og der kan derfor gå lidt tid før normaliseringen er fuldt indfaset.

PRESSEVAGT

presse@krfo.dk
7255 4141
+45 7255 4141

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyheder på mail