100.000 besøg i fængsler og arrester hvert år
Maj 03, 2019
Besøg af pårørende og advokater er en vigtig ret for indsatte i landets fængsler og arrester – og dem er der mange af, viser seneste udgave af tal fra kriminalforsorgen.

Besøg af pårørende og advokater er en vigtig ret for indsatte i landets fængsler og arrester – og dem er der mange af, viser seneste udgave af tal fra kriminalforsorgen.
At bevare kontakten til familie og pårørende er erfaringsmæssigt meget vigtigt, hvis indsatte ikke skal falde tilbage til ny kriminalitet efter afsoning. Derfor afvikles der hvert år rigtig mange besøg i landets fængsler og arrester.
I 2018 var der ca. 105.000 besøg, og kriminalforsorgen estimerer, at der i 2019 vil være cirka 111.000 besøg i landets fængsler og arrester.
Når de indsatte får besøg, er det ofte et nærtstående familiemedlem eller en kæreste, der bliver registreret i besøgsordningen. Cirka 65 pct. af de besøgende er nemlig besøgende med en såkaldt ’nærtstående relation’. De indsatte får også besøg af venner og bekendte (’ikke-nærtstående’), som udgør cirka 15 pct. af de besøgende.
De sidste 20 pct. af de besøgende er advokater eller offentlige myndigheder. Denne andel af besøg er vokset med cirka 16 procent fra 2017 til 2018. Når antallet af advokatbesøg mv. stiger, kan det bl.a. skyldes, at der er kommet flere arrestanter, som i højere grad end afsonere besøges af advokater og politi mv.
Den generelle stigning i antallet af besøg på 10 pct. fra 2017 til 2018 kan afspejle det øgede antal indsatte i de danske fængsler og arrester.
I Tal fra kriminalforsorgen kan du også læse om andre emner, såsom hvordan det går med overtagelsen af politiets arrestanttransportopgave, rekrutteringsindsatsen og kriminalforsorgens indsats mod hash i de danske fængsler og arrester.
Hent publikationen Tal fra kriminalforsorgen april 2019.