Gå til indhold
Kriminalforsorgen > Karriere > Jobområder > Fængselsbetjent

Fængselsbetjent

En fængselsbetjent ser sig i spejlet og retter på slipset

En fængselsbetjent skal udøve myndighed på vegne af samfundet. Det vil sige fuldbyrde den dømtes straf, mindske tilbagefaldet til kriminalitet og skabe tryghed i samfundet.

Ud over at opretholde orden og sikkerhed i fængslet skal fængselsbetjentens opbygge en god relation til de indsatte, observere og analysere deres situation og bruge det til at rådgive og vejlede.

Fængselsbetjenten skal altid balancere mellem på den ene side kontrol og sikkerhed, på den anden side resocialisering, altså at støtte og motivere indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

Dagens opgaver

Fængselsbetjente arbejder i institutioner af mange typer, og hverdagens opgaver kan være meget forskellige, alt efter om man arbejder i et stort lukket fængsel, et lille arresthus eller et åbent fængsel. Men en hverdag kunne bl.a. indeholde opgaver som disse:

  • Morgenvækning af indsatte
  • Modtage nye indsatte og holde modtagelsessamtaler
  • Vejlede og motivere indsatte til at deltage i arbejde, undervisning eller fritidsaktiviteter
  • Samarbejde med socialrådgivere og sygeplejersker om behandling og programvirksomhed
  • Afvikle besøg, vejlede indsatte og pårørende
  • Udarbejde handleplaner for indsatte og følge op på disse
  • Udarbejde indstillinger om udgang, prøveløsladelse o.l.
  • Holde husmøder med indsatte
  • Ledsage indsatte til retsmøder

Fængselsbetjenten skal kunne arbejde i alle typer af institutioner, hvilket er vigtigt for, at kriminalforsorgen til alle tider kan håndtere de forskellige institutioners belæg.

Det tager tre år at uddanne sig til fængselsbetjent. Store dele af uddannelsen foregår i praktik. Det kræver en optagelsesprøve at blive fængselsbetjent. Vil du høre mere om jobbet og uddannelsen, så besøg www.blivfaengselsbetjent.dk. Her kan du bl.a. se interviews med fængselsbetjente, læse om vores optagelsesproces, se vores “Spørgsmål & Svar” og tilmelde dig vores arrangementer.

Karriere

Har man nogle års erfaring som fængselsbetjent, kan man blandt andet blive instruktør i et af de mange trænings- og behandlingsprogrammer for de indsatte. Testledere og bedømmere ved optagelsesprøverne er også fængselsbetjente, der er videreuddannet til netop de opgaver. Man kan også blive praktikvejleder og være med til at uddanne nyansatte.

Efter nogle år i jobbet er der gode muligheder for at avancere til en lederstilling eller arbejde som konsulent for sikkerhed, HR eller resocialisering.

Uddannelsesordninger

Uddannelsesordning for elever, der er optaget på uddannelsen til fængselsbetjent før 31.12.2022.
Uddannelsesordning for elever, der er optaget på uddannelsen til fængselsbetjent efter 01.01.2023

Vil du med bag murene? Og være med til at skabe rammen om et liv uden kriminalitet?

Læs mere