Stigning i brug af strafcelle skyldes mobiltelefoner

31-03-2017

I 2016 blev en række tiltag lanceret for at forhindre ulovlige mobiltelefoner i fængslerne. Nu viser antallet af lange strafcelleanbringelser resultatet af et af de første tiltag.

Stigning i brug af strafcelle skyldes mobiltelefoner

I 2015 var der i alt syv strafcelleanbringelser på 15 dage eller mere. I 2016 var tallet oppe på 222 – altså 215 flere strafcelleanbringelser end året før. Stigningen skal ses i lyset af de 21 tiltag mod ulovlige mobiltelefoner blandt indsatte, som den tidligere justitsminister Søren Pind lancerede den 4. marts 2016.

Ved optællingen af strafcelleanbringelser registrerede man nemlig også, at 219 af de i alt 222 anbringelser skete på grund af ulovlig kommunikation.

”Vi kan se, at stigningen i lange disciplinærstraffe er på grund af ulovligt kommunikationsudstyr,” siger Henrik Mazin-Lange, der er enhedsleder i Koncern Sikkerhed i Kriminalforsorgen. Han stod for den manuelle gennemgang af sager om ubetingede strafcelleanbringelser.

”Stigningen viser, at personalet gør deres arbejde”
Et af de første tiltag mod ulovlige mobiltelefoner var en skærpelse af disciplinærstraffen, når en indsat i et lukket fængsel eller et arresthus er i besiddelse af en mobiltelefon, oplader eller lignende. Straffen blev tredoblet, sådan at den i førstegangstilfælde blev skærpet fra fem til 15 dages strafcelle. Af lovmæssige grunde blev grænsen sat ved 14 dage for varetægtsarrestanter. En senere lovændring har medført, at de 15 dage nu også gælder for varetægtsarrestanter.

Det er på grund af dette tiltag, der blev implementeret i slutningen af april 2016, at der er sket en stigning i lange strafcelleanbringelser – og ifølge Henrik Mazin-Lange viser tallene bare, at Kriminalforsorgens personale følger de tiltag, der ønskes fra politisk hold.

”Det viser, at personalet gør deres arbejde og ikender de disciplinærstraffe, som skal ikendes ifølge de givne anvisninger. Vi tror på, at der vil blive færre mobiltelefoner i fængslerne - blandt andet på grund af denne her skærpelse,” siger han.

Direktoratet for Kriminalforsorgen | Strandgade 100, 1401 København K | Tlf. 72 55 55 55 | dfk@kriminalforsorgen.dk