Tag ungerne med i fængsel

08-02-2017

Mangler dine børn inspiration til politi og røver-legene? Så kan I besøge Fængselsmuseet i vinterferien.

Tag ungerne med i fængsel

En slangebøsse, en svævebane og en gyngehest – det lyder umiddelbart som en ønskeliste til jul. Men genstandene dækker faktisk over et lille udsnit af en række finurlige historier om flugt fra det nu lukkede Horsens Statsfængsel.

Fængselsmuseet inviterer i vinterferien dig og din familie ind bag murene i det tidligere Horsens Statsfængsel. Museet byder på rundvisning i flugtens tegn og har samtidig fundet fængslets mest historiske flugtforsøg frem fra arkiverne, så du og din familie kan høre, hvordan man flygter fra et fængsel med hjælp fra eksempelvis en gyngehest.

Der har været mange kreative flugtforsøg i tidens løb, men der findes helt sikkert flere geniale måder at snyde sig til frihed. Hvordan ville du og din familie flygte? Find inspiration i museets Ejail-rum, hvor I finder flugtgenstande, avisudklip og en film om Carl Lorentzen, en dansk indbrudstyv der flygtede fra Horsens Statsfængsel gennem en 18 meter lang tunnel juleaften i 1949. Når I har fundet på den perfekte plan, kan I tegne og skrive om jeres flugtidé og være med i vinterferiekonkurrencen om et årskort til Fængselsmuseet.

Husker du selv en mærkværdig flugt fra Horsens Statsfængsel? Eller har du andre spændende historier om fængslet? Så inviterer Fængselsmuseet dig til at dele din historie med dem i museets Ejail-rum i forbindelse med et tværgående samarbejde kaldet ”Historien om Danmark”, som Fængselsmuseet deltager i sammen med blandt andet DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen.

Fængselsmuseet er åbent kl. 10-16 alle ugens dage inkl. mandag, hvor de holder ekstraordinært åbent i anledning af vinterferien i uge 7. De tilbyder seks daglige rundvisninger den 13. – 19. februar, og det koster 35 kroner at deltage, når entré til museet er betalt. Alle andre ferieaktiviteter er gratis, når entré er betalt. Yderligere praktiske informationer og bestilling af billetter foregår på www.fængslet.dk.

Børn fra ca. 5 år kan deltage, men alle er velkomne.

Direktoratet for Kriminalforsorgen | Strandgade 100, 1401 København K | Tlf. 72 55 55 55 | dfk@kriminalforsorgen.dk