Hold den gode tone

02-02-2017

Vi skal tale pænt til hinanden i Kriminalforsorgen. Men det er lettere sagt end gjort. Specielt i fængslerne. Det er der nu skrevet en bog om.

Siden 2011 har Anne Christine Hagedorn og Birgitte Ohsten undervist mere end 1500 medarbejdere fra alle dele af Kriminalforsorgen i kollegial kultur, samtalekultur og social kapital. Det har givet dem inspiration til at skrive bogen ”Skab tillid – Kollegiale samtaler i Kriminalforsorgen”, der udkom i går til brug internt i Kriminalforsorgen.

Bogen bygger på en række cases fra dagligdagen i Kriminalforsorgen, og beskriver de særlige udfordringer, der kan være i vores omgang med hinanden. Den giver enkle bud på, hvordan vi kan arbejde mere med kommunikationen på arbejdspladsen.

Eksemplerne er taget direkte fra Kriminalforsorgens egen verden med samtaler mellem kollegaer, der er gået galt af den ene eller den anden grund. Bogen beskriver, hvordan en samtale mellem to fængselsbetjente eller mellem en betjent og en socialrådgiver eller en sygeplejerske, kunne foregå, når der ikke er en god tone inden for emner som: Måden, du taler på - Spørg og lyt - Vær venlig - Prøv igen.

Tonen er blevet hårdere i Kriminalforsorgen
”Vi har overordnet en god tone i dag, men når jeg hører, hvordan man kan finde på at tale til hinanden som kollegaer, så synes jeg, at vi har fået en hårdere de senere år,” sagde chef for Koncern HR i Kriminalforsorgen, Marianne Fæster Nielsen, da bogen blev præsenteret onsdag.

Hun ser gerne, at bogen bliver brugt i det daglige arbejde på afdelingerne og i enhederne som inspiration til, at man får talt om omgangstonen mellem kollegaerne og mellem ledelse og medarbejdere. Som man også kan læse i bogen, så kan hårde ord give ondt i maven. Vores måde at tale til hinanden på har vidtrækkende betydning, også for sygefraværet, så der er kun gode grunde til at tale ordentligt.

En del af vores uddannelse
Fængselsforbundet har været med til at finansiere bogen, fordi man også her ser tonen på arbejdspladsen som et stort problem, som der skal gøres noget ved.

”Jeg har store forventninger til, at det her kan blive en bog, som folk kan have glæde af. Vi skal tvinge folk til at reflektere over, at de gør, som de gør. Den skal få folk til i højere at tænke på om måden at svare på eller tale til hinanden på nu også er den rigtige måde – selv om de selv tror det,” sagde Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet. Han tilføjede, at den hårde tone i fængslerne er et problem i hele verden. Derfor er det noget, der skal arbejdes med på flere fronter.

”Det tager præcis 30 sekunder at ødelægge tilliden. Men det tager flere måneder at bygge den op igen.”

Vi har brug for de gode eksempler
Bogen er i første omgang trykt i et mindre oplag, der er sendt til UCB (Kriminalforsorgens uddannelsescenter), til ledere og til tillidsfolk rundt omkring på fængslerne. Derudover vil den bliver præsenteret for chefer og ledere i hele Kriminalforsorgen. Og så skal den integreres i undervisningen på flere måder.

”Som det står på omslaget, så betyder det noget, hvordan kollegaer taler sammen. Det er på godt og ondt. Vi har både brug for de gode eksempler, men også for at lægge mærke til og reagere, når sproget og tonen bliver for hård og ikke okay,” sagde Marianne Fæster Nielsen.  

Direktoratet for Kriminalforsorgen | Strandgade 100, 1401 København K | Tlf. 72 55 55 55 | dfk@kriminalforsorgen.dk