Spørgsmål om alternativer til frihedsstraf

Hvad er en fodlænke?
Hvordan afsoner man med fodlænke?
Hvem kan få en fodlænke?
Hvordan søger man om at afsone med fodlænke?
Hvad sker der, når man har søgt om at afsone på bopælen?
Hvad sker der, hvis man tager fodlænken af?
Hvordan foregår tilsyn?
Hvad er samfundstjeneste?

Hvad er en fodlænke?

Nogle dømte kan afsone deres dom hjemme hos sig selv med fodlænke – en elektronisk sender, der sidder fast om ankelen. Senderen betyder, at man fra en overvågningscentral kan følge med i, om den dømte er på bopælen på de aftalte tidspunkter. Den dømte må kun forlade sit hjem efter en aftalt aktivitetsplan.

 
Hvordan afsoner man med fodlænke?

Man kan afsone i sit hjem i stedet for i et fængsel.

I praksis er det en slags husarrest, hvor man som udgangspunkt er hjemme på bopælen. Kriminalforsorgen udarbejder i samarbejde med den dømte en aktivitetsplan, som nøje beskriver, hvornår man må forlade hjemmet.

Man kan forlade hjemmet, så man kan gå på arbejde, passe sin uddannelse eller anden form for beskæftigelse. Der kan afsættes tid til indkøb, tøjvask mv. Desuden kan man få ”udetid” på dage, hvor man ikke har andre aktiviteter.

Der er i øvrigt fastsat en række vilkår, som gælder under afsoningen i hjemmet. F.eks. må man ikke indtage alkohol eller tage euforiserende stoffer.

Hvis man ikke overholder aktivitetsplanen eller vilkårene, så kan man miste retten til at afsone hjemme. Man vil så straks blive indsat i et fængsel eller arresthus, hvor man skal afsone resten af straffen.

 
Hvem kan få en fodlænke?

Hvis man er på fri fod og har fået en eller flere fængselsstraffe på samlet 6 måneder eller derunder, har man måske mulighed for at afsone straffen hjemme hos sig selv. Det sker med en elektronisk fodlænke.

Afsoning med fodlænke betyder, at man kan passe sin uddannelse eller sit arbejde og være sammen med sin familie, samtidig med at man afsoner sin straf.

Lige meget, hvornår man er dømt, kan man ikke afsone med fodlænke, hvis man er idømt fængselsstraf til og med 14 dage for overtrædelse af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer. Det gælder dog ikke, hvis man også er dømt for overtrædelse af anden lovgivning, og overtrædelsen af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ikke har været af væsentlig betydning for straffens længde.

Selvom man har mulighed for at søge om at afsone med fodlænke, er det ikke sikkert, at man kan få tilladelse til det. Det kræver nemlig, at man opfylder visse betingelser.

 
Hvordan søger man om at afsone med fodlænke?

Hvis den dømte er på fri fod, og dommen er omfattet af fodlænkeordningen, sender Kriminalforsorgen et informationsbrev og et ansøgningsskema til den dømte.

Man skal sende ansøgningen til Kriminalforsorgen inden udløbet af den frist, der står i brevet (7 dage). Det vil fremgå af informationsbrevet, hvilken afdeling af Kriminalforsorgen ansøgningen skal sendes til.

Brevet sendes som digital post, medmindre den dømte er fritaget for dette. I givet fald sendes et almindeligt brev.

Hvis man ønsker at søge om at afsone med fodlænke, kan det ske på flere måder:

Man kan ringe til kriminalforsorgen og ansøge. Telefonnummeret står i informationsbrevet.

Man kan udfylde og indsende ansøgningsskemaet, som er medsendt i brevet. Ansøgningen skal sendes til den afdeling, der er anført i informationsbrevet.

Man kan sende en mail til Kriminalforsorgen fra sin elektroniske postkasse, eller man kan sende et almindeligt brev til Kriminalforsorgen. Der skal følgende informationer fremgå:

  • at man ønsker at søge om at afsone på bopælen
  • navn
  • cpr-nr.
  • aktuel adresse
  • telefonnummer.

Hvis afdelingen har modtaget ansøgningen inden for fristen, vil denne blive tillagt opsættende virkning. Det betyder, at man ikke skal møde til afsoning af straffen i et fængsel, før det er afgjort, om man kan få lov til at afsone med fodlænke.

 
Hvad sker der, når man har søgt om at afsone på bopælen?

Alle, der har søgt om at afsone på bopælen, vil blive kontaktet af den fodlænke-afdeling, i det område hvor man bor. Man vil enten få besøg af afdelingen eller blive indkaldt til en samtale.

Formålet med mødet er at finde ud af, om man er egnet til at afsone hjemme eller ej. Det er afdelingen, der afgør, om man kan få tilladelse til at afsone hjemme.

Hvis man får tilladelse til at afsone hjemme, vil man senere blive indkaldt til afsoning hjemme.

Hvis man får afslag på at afsone hjemme, skal man afsone i fængsel. Man vil efterfølgende blive indkaldt til afsoning i fængsel.

 
Hvad sker der, hvis man tager fodlænken af?

Senderen skal man have på hele tiden. Den er vandtæt, så man kan have den på i bad.

Hvis man tager den af, udløses der en alarm. Det vil blive betragtet som en vilkårsovertrædelse, og man vil blive overført til fortsat afsoning i fængsel.

 
Hvordan foregår tilsyn?

Tilsynet består af møder mellem klienten og en af Kriminalforsorgens ansatte, som regel en socialrådgiver. Møderne er både kontrol af og hjælp til klienten. Kriminalforsorgens ansatte skal f.eks. sikre, at vilkårene for en betinget dom overholdes, men kan også give hjælp og rådgivning om arbejde, bolig, uddannelse og andre personlige emner.

Hvor tit klienten og Kriminalforsorgen skal mødes, afhænger af Kriminalforsorgens vurdering af den klientens behov. I begyndelsen skal man som regel have kontakt mindst en gang hver 14. dag. Hvis alt går godt og stabilt, kan det til sidst være nok med kontakt en gang om måneden. Som regel varer en tilsynsperiode 1-2 år, men der kan også være længere tilsyn, f.eks. hvis klienten har fået en meget lang straf.

Du finder tal for, hvor mange klienter Kriminalforsorgen har i tilsyn, i vores seneste statistikberetning, som du kan hente her.

 
Hvad er samfundstjeneste?

Samfundstjeneste er et alternativ til fængsel. Det er enten til vilkår for en betinget dom, eller et vilkår for en prøveløsladelse.

Samfundstjeneste betyder, at den dømte i stedet for at komme i fængsel skal udføre noget gratis arbejde for en offentlig institution eller en institution med et almennyttigt formål. Arbejdet skal være af en type, som ellers ikke ville blive gjort. Omfanget er mindst 30 og højst 300 timers arbejde. Timerne skal normalt udføres inden for 4-12 måneder (det kan dog være op til 2 år) og skal udføres i den dømtes fritid.

 
Direktoratet for Kriminalforsorgen | Strandgade 100, 1401 København K | Tlf. 72 55 55 55 | dfk@kriminalforsorgen.dk