Tilsyn
Der er flere under tilsyn af Kriminalforsorgen, end der er indsatte i fængsler og arrester. Tilsynet udføres af Kriminalforsorgen i Frihed, som har kontorer i hele landet.

Den dømte skal efter aftale enten møde op hos den tilsyns-førende eller modtage besøg i sit hjem. Hvor tit det sker, afhænger af Kriminalforsorgens vurdering af den dømtes behov. I begyndelsen skal man som regel have kontakt mindst en gang hver 14. dag. Hvis alt går godt og stabilt, kan det til sidst være nok med kontakt en gang om måneden. Det er især vigtigt, at klienten får arbejde eller uddannelse og et sted at bo.
Hvis man er under tilsyn, skal man fortælle, hvis man flytter, skifter job eller har andre ændringer i sit private liv. Hvis man ikke overholder reglerne, kan man blive anholdt, eller en prøveløsladt kan blive sendt tilbage til fængslet for at afsone resten af sin straf.
Hvem er under tilsyn?
Tilsyn fra Kriminalforsorgen er en betingelse, hvis man
- er idømt visse betingede domme
- er idømt samfundstjeneste
- afsoner med fodlænke
- er prøveløsladt fra en fængselsstraf og der er behov for tilsyn
- er betinget benådet
Hvad indebærer tilsynet?
Formålet med tilsyn er både at hjælpe og kontrollere den dømte. Den tilsynsførende kan hjælpe med at få hverdagen til at fungere. Samtidig vil vedkommende kontrollere, at forskellige krav bliver overholdt, f.eks. om at holde sig fri af alkohol og narkotika. Tilsynet skal også forhindre, at den dømte igen begår kriminalitet.
Tilsynet varer som regel 1 år, men kan somme tider vare længere.
Støtte, men ingen penge
Den tilsynsførende kan tilbyde hjælp og støtte, så klienterne kan forbedre deres situation – en slags ”hjælp til selvhjælp”. Formålet er, at klienten har så gode rammer for sit liv som muligt, når tilsynet slutter.
Støtten omfatter dog kun rådgivning, og den tilsynsførende kan ikke bevilge penge. Hvis klienten har brug for økonomisk støtte, skal han/hun henvende sig til socialkontoret i sin kommune.
Hvad er særvilkår?
Nogle klienter skal opfylde særlige vilkår eller krav i forbindelse med deres tilsyn. Det kan fx være misbrugere, der skal gå i behandling for deres misbrug. Et andet eksempel er, at en person, der er dømt for overgreb mod børn, ikke må have arbejde på børneinstitutioner eller skoler.
Målet med både tilsyn og særvilkår er at forhindre den dømte i at begå ny kriminalitet. Klienten og den tilsynsførende udarbejder sammen en handleplan, der konkret beskriver, hvad der skal ske i løbet af tilsynsperioden.
Kriminalforsorgens afdeling holder øje med, om klienten overholder særvilkårene. Hvis han/hun ikke gør det, kan det betyde, at straffen skal afsones i fængsel.