Nyheder

Børnebøger til fængsler og arresthuse

14-01-2010

Indsatte i landets fængsler og arresthuse får nu gratis børnebøger, så de kan læse med deres børn, når de kommer på besøg.

Når indsatte i fængsler og arresthuse får besøg af deres børn, kan de nu få gratis børnebøger, de kan læse med deres børn. Initiativet kommer fra projekt Bogstart, der blev lanceret sidste år af Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Børnelitteratur er en naturlig måde at opnå samvær, nærvær og samtale - noget som ellers kan være vanskeligt, når man skal være sammen i et fængsel. Derfor har Landets fængsler og arresthuse modtaget 400 bogpakker.
Bogstart er finansieret med midler fra finanslovens satspulje. Bogstart kører frem til 2012, og der er afsat i alt ca. 16 mio. kr. til det samlede forløb.