Et skub i den rigtige retning

Af Birgitte Rørdam

33 årige Ahmed Hassan havde levet af kriminalitet hele sit voksne liv, og han havde flere fængselsdomme bag sig for blandt andet indbrud og salg af narko. Men han havde længe gerne villet leve et almindeligt liv, og det ønske voksede, da han fik familie. Så da han fik mulighed for at afsone sidste del af en fængselsstraf med fodlænke - den såkaldte backdoor-ordning - besluttede han at gøre alt for, at det kunne blive en ny start.

”Efter jeg fik børn, blev det klart for mig, at jeg måtte væk fra det kriminelle liv. Men det var ikke let. Min straffeattest var plettet, og jeg kunne ikke fremvise et CV. Derfor så jeg fodlænken som en håndsrækning til at blive en del af samfundet igen,” siger Ahmed Hassan, der ellers tidligere gjorde oprør mod alt.

Ahmed Hassan havde en hård barndom. Han voksede op hos sin mor, fordi forældrene blev skilt, da han var lille. Og hun fik en ny mand, der var voldelig over for ham. Da Ahmed Hassan var 12 år, ville moren ikke længere have ham boende, og han flyttede over til sin far. Men også faderen kunne finde på at slå. Ahmed Hassan vænnede sig til, at man ikke kunne være tryg overfor sine nærmeste, og vreden i ham voksede.

”Jeg havde altid klaret mig godt i skolen. Men jeg ville straffe mine forældre. Så jeg forlod skolen efter 10. klasse og begyndte at hænge ud med kriminelle. Som 17-årig fik jeg min første dom for et røveri og blev anbragt på en pension. Der mødte jeg andre kriminelle unge, og så tog det fart: Jeg lavede bræk, solgte narko og var voldelig, hvis nogen kom i vejen for mig. Og sådan fortsatte min tilværelse de næste 10 år,” forklarer han.

Kunne være der for familien
Kort før Ahmed Hassan skulle afsone sin fængselsstraf i 2015, var han, for at skabe sig en lovlig tilværelse, startet i jobtilskud i et autoværksted. Det viste sig, at de var villige til at beholde ham trods dommen, og derfor kunne han søge om at afsone de sidste tre måneder af sin straf med fodlænke.

”Det var fantastisk at komme ud og afsone i mit eget hjem. Min søn, der på det tidspunkt var fem måneder, havde astmatisk bronkitis, og han var hele tiden indlagt. Det var vildt hårdt for min kone at få hverdagen til at hænge sammen og også tage sig godt af vores lille datter. Men nu kunne jeg være der for min familie, og det betød alt,” siger han.

Også på andre måder var det en hjælp, at Ahmed Hassan ikke skulle afsone hele straffen frem til prøveløsladelsen i fængsel, som han havde gjort ved tidligere domme.

”Når man bliver løsladt efter en fængselsdom, skal man starte helt forfra, og det orker man ofte ikke. Så er det nemmere at kontakte nogen fra det kriminelle miljø, hvor man kan lave hurtige penge. Men med fodlænken kunne jeg bygge videre på noget, jeg allerede havde. Nemlig mit arbejde og en lovlig indtægt. Jeg havde undervejs kontakt med min sagsbehandler fra Kriminalforsorgen to gange om ugen. Og hun troede på mig og støttede mig, når det var svært, siger han.

Vreden forsvandt
Ahmed Hassan kollegaer kendte godt til hans fodlænke, og de tog det pænt. Men kunderne skulle ikke vide det. Derfor måtte han gå med lange bukser, selvom det var sommer og meget varmt, og det var lidt besværligt. Men besværet var intet mod, hvad han fik ud af at afsone med fodlænke. Ahmed Hassan arbejdede nu målrettet på at blive en del af samfundet igen. Og efter nogle måneder blev han, med hjælp fra jobcentret, tilbudt en praktik som mentor i en virksomhed, som hjælper unge ud af kriminalitet. Et forløb, der gik så godt, at han i dag er fastansat.

”For første gang i mit liv var der nogen, der kunne bruge mig til andet end at lave kriminalitet, og det var så fedt. Samtidig oplevede jeg, at der var nogen, der kæmpede for mig og ville give mig en chance. Den vrede, jeg ellers havde båret på i årevis, forsvandt, og i stedet syntes jeg, at jeg skulle give noget tilbage.”

Det har været en lang vej for Ahmed Hassan at nå til, hvor han er i dag. Han har været ansat som mentor siden januar 2016 og klarer sig uden at ”lave penge” ved siden af.

”Før var jeg optaget af mærketøj og dyre biler. Nu er mit fokus at sørge for, at mine børn får en god opvækst, og at være god til mit arbejde. Jeg kan se mig selv i mange af de drenge, jeg arbejder med. Og jeg håber, at jeg kan hjælpe dem, så de ikke behøver bruge så mange år på at være kriminelle, som jeg gjorde. Det har givet mit liv mening, siger han.

Læs flere historier om fodlænke i nyt fokusmagasin

Direktoratet for Kriminalforsorgen | Strandgade 100, 1401 København K | Tlf. 72 55 55 55 | dfk@kriminalforsorgen.dk